Enhedslisten er med i budgetaftalen for 2023

Marianne Dithmer og Ibrahim Benli udtaler om resultatet af forhandlingerne:

Efter mange timers lange og konstruktive forhandlinger er alle partier i Herlev enige om budgetaftalen 2023, der både holder hånd under velfærden samt sætter yderligere fart på den grønne omstilling i Herlev.
I en tid, hvor alle kommuner er hårdt presset økonomisk, er vi meget tilfredse med at børn med særligt behov, vores dagtilbud og vores skoler ikke skal betale prisen for regeringens manglende finansiering af velfærd ude i kommunerne. Derudover rummer budgetaftalen investeringer, der skal sikre en hurtigere grøn omstilling i Herlev samt investeringer, der skal forbedre rammerne for rekruttering og fastholdelse af velfærdsmedarbejdere.
Årets budgetforhandlinger var i udgangspunktet de sværeste, vi i Enhedslisten Herlev hidtil har været en del af. Med et specialiseret socialområde uden finansiering fra Christiansborg og en økonomisk meget begrænset ramme, så vi ind i et budget for 2023 med væsentlige nedskæringer. Derfor er vi rigtig glade for, at det blandt andet lykkedes Enhedslisten at finde midler så besparelserne kunne begrænses ved at genindføre byggesagsgebyrerne, så behandlingen af byggesager ikke tager penge fra velfærden.

I Enhedslisten er vi særlig glade for at

  • vi lykkedes med at fjerne de besparelser inden for det brede specialområde, dagtilbudsområdet og folkeskoleområdet
  • vi, udover reducering af besparelse på ældre og sundhedsområdet, har været med til at sikre at medarbejderne i stigende grad tilbydes kompetenceudvikling og inddrages tæt i udviklingen af et mere frit samarbejde med borgerne i Herlev
  • vi prioriterer grønne energitiltag på kommunens bygninger ved at fremrykke investeringer til 2022
  • vi sætter fokus på arbejdet med at få borgere med handicap til at blive en del af arbejdsmarkedet
  • vi styrker samarbejdet med civilsamfundet ved at afsætte en pulje, indenfor hvilken der kan etableres partnerskaber mellem civilsamfundet og Herlev Kommune
  • og endelig, “med armene op over hovedet”, at vi med budgetaftalen får en uvildig borgerrådgiver til kommunen, noget vi i Enhedslisten har kæmpet for, siden vi blev valgt ind i 2018.

Præsentationen af budgetaftalen på Herlev Kommunes hjemmeside

Hent budgetaftalen