Enhedslisten, SF og Radikale Venstre indgår valgforbund til kommunalvalget 2025

Forud for kommunalvalget den 18. november 2025 har vi i Enhedslisten sammen med SF og Radikale Venstre indgået et valgforbund for at sikre mest mulig rød og grøn politik efter valget. 

Vi tre partier har gennem flere år haft tradition for at stå sammen i et teknisk valgforbund, hvilket ofte har været afgørende for at sikre røde og grønne mandater i Herlevs kommunalbestyrelse. Med denne valgtekniske alliance ønsker vi at forhindre, at grønne og røde stemmer går til spilde, hvis et af partierne ikke opnår direkte valg til kommunalbestyrelsen. 

Vi er i valgforbundet enige om, at samarbejdet ikke forhindrer partierne i at markere vores politiske forskelle under valgkampen. Derudover åbner aftalen for, at valgforbundet kan udvides til at inkludere andre centrum-venstre-partier, miljøpartier og/eller lokale lister. 

Vi i partierne udtaler følgende om indgåelsen af valgforbund: 

Ibrahim Benli, Enhedslisten: 

  • “Vi er i Enhedslisten glade for at det igen er lykkedes at samle et rød-grønt valgforbund forud for kommunalvalget. Vi håber det vil bidrage til at bevare et rødt flertal i Herlev med en stærk venstrefløj.” 

Betina Skovby, Socialistisk Folkeparti: 

  • ”SF går til valg for at få mest mulig indflydelse og derfor er vi glade for, at vi endnu engang har indgået dette tekniske valgforbund med Ø og B, så vi sikre bedst muligt at røde og grønne stemmer ikke går tabt” 

Gert Bukkjær, Radikale Venstre: 

  • ”I RV er vi også glade for at vi igen har kunnet indgå et teknisk valgforbund med SF og Ø og derved minimere stemmespild af vores stemmer ved kommunevalget. ”